Er du nysgerrig af natur, og interesserer du dig for, hvilke tanker der ligger forud for en kampagne; hvad der er baggrunden og indsigterne, og hvilke behov der skal aktiveres?

Bliver du optaget af disse spørgsmål, når du møder en indsats ude i markedet? Så er det måske lige dig, vi leder efter. Vi søger en strategisk tænkende praktikant i Aalborg, med lyst til at grave indsigter frem, så vores løsninger får det bedst mulige afsæt.

Arbejdsopgaver.

Som konsulent-praktikant får du mulighed for at afprøve din teoretiske viden om konkurrencekraft, branding og kommunikation i praksis. Du lærer at se gennem støjen fra oceaner af informationer. Du kommer til at prøve kræfter med real-life strategiarbejde, hvor du mærker, hvilke udfordringer vores kunder står overfor. Du kommer til at arbejde sammen med vores strategiske direktør, bureauets konsulenter, projektledere og kreative.

Dine primære arbejdsopgaver bliver:

  • at deltage aktivt i research og desk-research
  • at deltage aktivt i det strategiske arbejde for bureauets kunder og potentielle kunder
  • at hjælpe med at facilitere workshops

Vi forventer.

  • at du har et skarpt og nysgerrigt hoved
  • at du er struktureret og har analytisk sans
  • at du kan se forskellen på en god idé og hitte-på-somhed 
  • at du har mod på at kaste dig ud i nye krævende opgaver
  • at du har styr på både traditionelle- og digitale medier og har mod på at sætte retning for kunder og brands på tværs af touch-points  
  • at du er imødekommende og udadvendt
  • at du har en bred og holistisk tilgang til problemstillinger, da løsningerne ofte findes i kombination af mange facetter 

 

Vi tilbyder.

  • et lærerigt praktikophold – du kommer til at indgå som en central del af vores team
  • en rummelig og social arbejdsplads med højt til loftet og plads til alle
  • en unik indsigt i vidt forskellige virksomheder med hver deres udfordringer og behov
  • et praktikophold med plads til udvikling – vi forventer ikke, at du kan det hele fra starten, men at du har mod på at lære
  • faglig sparring med projektledere, konsulenter og andre kolleger
  • et uformelt og afslappet arbejdsmiljø, hvor godt humør vægtes højt. 

Om Clienti.

 

Clienti er et integreret brandbureau med kunder i hele Danmark og kontorer i Aarhus, Aalborg og København. Vi har eksisteret siden 2011 og er i dag ca. 46 medarbejdere – med vidt forskellig baggrund, men med en fælles passion for branding, reklame og kommunikation. At sikre kvalitet og sammenhæng i opbygningen af et brand kræver sit hold. Af stærke, individuelle spillere, der behersker samtlige discipliner fra analyse til eksekvering. Det er derfor, vi er et integreret brandbureau – med kompetente og dedikerede mennesker på alle pladser.

Hverdagen hos Clienti er travl, og ikke to dage er ens. Vi elsker at løbe hurtigt, men vi elsker også at tage os tid til at nyde hinandens selskab i hyggelige rammer – f.eks. til en fredagsbar eller andre sociale arrangementer. Det er vigtigt for os, at her er godt at være, og at vores praktikanter både trives og lærer en masse. Vi tror på, at et rart arbejdsmiljø gør os til bedre medarbejdere og hverdagen lidt sjovere.

Søg.

Praktikperioden løber fra midt august til slut december og er en 37 timers stilling. Dog er der mulighed for at tilpasse forløbet, så det passer ind i din uddannelse.

Er du interesseret, så send din ansøgning til ansog@clienti.dk snarest muligt og senest den 15. april 2019. Samtaler afholdes løbende.

Har du spørgsmål?

Rasmus Risbjerg

Kontaktdirektør / Partner