Senior Projektleder søges til vores kontor i Aalborg 

Er du stærk til at styre projekter, og har du forretningsforståelsen og erfaringen til at indgå i vores dygtige team af specialister? Er du også både systematisk og sympatisk? Så er det dig, vi står og mangler. 

Til vores kontor i Aalborg har vi brug for en ny Senior Projektleder. Din rolle bliver at drive og udvikle både eksisterende og nye kunder; og understøtte de kontaktansvarlige i udviklingsprojekter, hvor du også får mulighed for at dygtiggøre dig indenfor strategisk og konceptuelt arbejde. Du bliver en del af en kontaktafdeling på tværs af Aalborg og Aarhus, ligesom de teams, du kommer til at arbejde med, også arbejder på tværs. 

Du får ca. 30 engagerede og kompetente kollegaer, som med hver sin personlighed udgør et fantastisk stærkt team. Og sammen med vores spændende og meget forskellige kunder giver de dig et udfordrende job, og en sjov og anderledes hverdag.  

Vi er ambitiøse og resultatorienterede – både på egne og vores kunders vegne. Vi har et uformelt arbejdsmiljø, hvor der er højt til loftet, og plads til masser af muligheder, du kan gribe. Det er afgørende for os, at du har den rette personlighed og passer ind i teamet. Du behøver ikke være senior af alder, men det er vigtigt, at du har min. 3-4 års erfaring. 

Arbejdsopgaver

Som Senior Projektleder får du en central rolle i organisationen og bliver bindeleddet i dialogen mellem vores kunder og vores kreative- og digitale afdeling. Derfor er det vigtigt, at du har et kommercielt mindset og kan være med til at oversætte kundernes forretningsmæssige mål til resultatskabende indsatser. Du kommer til at arbejde i forskellige kundeteams og får indsigt i mange forskellige kommunikationsmæssige udfordringer. 

Dit arbejde vil bl.a. være: 

  • Rådgivning, sparring og løbende dialog med kunder 
  • Udarbejdelse af marketing-, handlings- og tidsplaner  
  • Udarbejdelse af kundebudgetter og fakturering 
  • Udvikling af brands og koncepter 
  • Udvikling af kampagner og content til alle medieplatforme 
  • Briefing og styring af kreative teams 
  • Dialog med leverandører, medier, trykkerier, fotografer og filmproduktionsselskaber 
  • Målstyring af opgaver 

Din profil

Du har en uddannelse indenfor kommunikation, marketing eller business og kommer enten med erfaring fra bureau eller en større marketingafdeling. Du er udadvendt og god til at opbygge relationer, og du elsker at stå i spidsen for dine egne projekter. Du har en stærk kommerciel profil, og lyst til at lede og udvikle projekter på tværs af alle medieplatforme. Og som noget helt afgørende har du et godt overblik og sans for detaljen, foruden evnen til at fungere i en verden med deadlines, som skaber en høj grad af dynamik, hvor ikke to dage er ens. 

Om Clienti 

Clienti er et integreret brandbureau med kunder i hele Danmark og kontorer i Aalborg og Aarhus. Vi er 30 engagerede og kompetente kollegaer med vidt forskellig baggrund, men med en fælles passion for branding, reklame og kommunikation. Vi har et uformelt arbejdsmiljø med højt til loftet, hvor vi altid sætter barren højt. Vi elsker at grine og lave sociale ting sammen, og gør alt hvad vi kan for at skabe et arbejdsmiljø med work-life balance, hvor fleksibilitet og frihed under ansvar prioriteres. Du får fast plads på vores kontor i den gamle tekstilfabrik i Aalborg Vestby, hvor vi har fået skabt et helt unikt kontormiljø med en fantastisk stemning. 

Tiltrædelse: Hurtigst muligt 

Send dit CV og en kort, motiverende ansøgning til ansog@clienti.dk.
Har du spørgsmål til stillingen, kan du ringe til Charlotte Liendgaard Vigh på 29 63 89 70.