Svanehøj
Clienti har arbejdet sammen med Svanehøj siden 2019 og været med til at positionere Svanehøj som en international vækstvirksomhed. I 2022, på baggrund af lanceringen af en helt ny strategi, var der behov for at gentænke virksomhedens brandstrategi og identitet. Målet var at skabe en tydelig position, som ikke kun ville øge kendskabet til Svanehøjs teknologi og unikke ekspertise, men også løbende underbygge ambitionerne for fremtiden. Kort sagt: sikre meningsfuld opmærksomhed og taletid i en branche, hvor der er behov for spillere, som tager ansvar for den grønne omstilling.
International positionering i den maritime branche
Svanehøj er en global industrikoncern med hovedkvarter i Svenstrup og har siden 2024 været en del af den amerikansk-baserede multindustrielle virksomhed ITT Inc. Svanehøj udvikler og producerer specialiserede marinepumper inden for fuel, cargo og offshore, samt avancerede målesystemer til LNG- og LPG-opbevaring på skibe og landbaserede terminaler.
Svanehøj er en koncern i stor vækst med løbende opkøb af nye kompetencer og virksomheder. Vores samarbejde med Svanehøj spænder vidt: fra brandstrategisk sparring og planlægning af internationale produktlanceringskampagner, til arbejde med virksomhedens forskellige segmenter, deltagelse i internationale messer, digital markedsføring, webudvikling og udarbejdelse af ESG-rapport.
"Med et klart formål om at bidrage til en renere verden, har Svanehøj positioneret sig som en facilitator for den grønne omstilling. Som førende specialister inden for håndtering af kritiske væsker og kryogeniske brændstofløsninger, har Svanehøj udviklet en portefølje af produkter, der kan løse nogle af fremtidens klimaudfordringer."