Styrk din content-plan med disse elementer
I en travl arbejdsdag med masser af opgaver kan overblikket godt forsvinde i korte deadlines, møder, præsentationer og afrapporteringer. Inden du får set dig om, så glider alle dine gode intentioner om content-udgivelser på blog, nyhedsmails og opslag på de sociale medier ud i sandet.
Løsningen på alle marketing- og kommunikationsmedarbejderes hovedpine er selvfølgelig en content-plan. Er det ikke sådan en tung Excel-fil, der dræber al kreativitet, spørger du måske med sved på panden? Svaret er nej. Det er dog en nødvendighed, at din content-plan indeholder nogle specifikke elementer, som kan tage dit indhold til det næste niveau. Disse elementer vil vi præsentere dig for i dette indlæg.
Først og fremmest – hvad er en content-plan?
En content-plan giver struktur og overblik og kan være et godt operationelt og strategisk værktøj, som sikrer, at du kommunikerer de rette budskaber til de rette målgrupper, på de rette medier og på det rette tidspunkt. Ligesom du får en klar struktur, som sikrer, at du får dine ting gjort til tiden.
Uden planlægning og overblik kan du hurtig få følelsen af at kæmpe mod uret, og det er svært at gøre indsatsen strategisk, hvis dit indhold skal planlægges og publiceres på én og samme dag. Mange har gode intentioner om at planlægge indholdet, men de får det ikke gjort i en travl arbejdsuge. Vi anbefaler, at du dedikerer et fast tidspunkt i din arbejdsuge, hvor du planlægger den kommende periodes indhold.
En content-plan kan udformes på et væld af måder. Er du den kreative type, som får våde håndflader ved tanken om Excel-filer, så kan du sagtens lave din content-plan i et andet format. Det er faktisk helt op til dig. Det kan f.eks. være et Trello-board, en PowerPoint, en Word-fil eller et fysisk dokument.
Hvor omfattende skal en content-plan være?
Nogle vælger at lave en content-plan, som strækker sig over seks måneder, nogle en content-plan for hvert kvartal, og andre laver en content-plan for to uger ad gangen. Dog er det vigtigt, at din content-plan ikke er mejslet i sten. Der kan nemlig nemt opstå nogle muligheder eller nyheder, som er dagsaktuelle og yderst relevante for din virksomhed, og her er det selvfølgelig vigtigt, at du kan afvige fra planlægningen i din content-plan, så du ikke først kommunikerer om nyheder, når de ikke længere er højaktuelle for din målgruppe. Ingen gider at være den virksomhed, der forsøger at være sjov og tapper ind i f.eks. Bernie Sanders mittens to måneder for sent.
Før du laver en content-plan, kan det være en god idé at lave et årshjul. Her bruger du hele kalenderåret, og ser hvilke specifikke begivenheder, sæsoner eller højtider, du kan bruge i din content-plan. Det kan eksempelvis være fastlagte konferencer, ferier, sports- og kulturbegivenheder, Black Friday, Cyber Monday mm. Når du først har lavet ét årshjul og en content-plan, kan du bruge den som inspiration og rettesnor for det kommende år.
Hvad skal min content-plan indeholde?
Nu har du formentlig fået en forståelse for, hvad en content-plan er, hvad den kan hjælpe dig med og hvor omfattende, den skal være. Her giver vi dig 8 elementer som bør være med i en content-plan:
- Tidspunkt
Tidspunktet for udgivelsen af dit content. Her er det vigtigt at reflektere over, hvornår målgruppen er aktiv, og hvad dine forventninger er til dem. Poster du et langt blogindlæg om aktieinvestering fredag eftermiddag, hvor målgruppen kun har weekend i tankerne, så får blogindlægget nok ikke særlig meget opmærksomhed på udgivelsestidspunktet. Her vil målgruppen måske være mere tilbøjelige til at interagere med et sjovt meme eller et opslag om virksomhedens gode resultater på de sociale medier.
- Målgruppen
Forhåbentlig har du allerede helt styr på virksomhedens målgruppe(r), som er defineret på basis af den overordnede brandstrategi, som virksomheden opererer ud fra. Men det er også en god idé at notere valg af målgruppe ned i din content-plan. Har du eksempelvis en virksomhed, som både henvender sig til B2B og B2C-segmenter, er det selvfølgelig nødvendigt at kommunikere til begge målgrupper, så du ikke får en overrepræsentation af den ene målgruppe frem for den anden. Dette kan du få et nemt overblik over ved at notere det i din content-plan.
Psst! Har du ikke helt styr på din Go-to-market-plan? No worries! Snart udgiver vi et blogindlæg, som hjælper dig med at lægge en Go-to-market-plan, og med at få succes på nye markeder.
- Medie
Hvilket medie skal det specifikke stykke content udkomme på? Det giver måske sig selv, men det er vigtigt at bruge medierne på den måde, som gavner dig bedst. Dette punkt kan også give dig et indtryk af og overblik over, hvilke medier du ikke prioriterer højt nok, og hvilke du gør. Hvis du udelukkende kommunikerer på f.eks. Instagram og Twitter, men glemmer dine blog- og nyhedslæsere, så er det måske nødvendigt at genoverveje din content-strategi.
Vær opmærksom på, at du godt kan poste det samme stykke content på forskellige medier, men vær obs på, at formater og præmisser skal overholdes, ellers vil du opleve, at dit indhold ‘’dør’’ kort tid efter, du har publiceret det.
- Content-spor
Ved at inddele dit content i forskellige spor, sikrer du, at der er variation i dine budskaber. For at komme i gang med content-sporet, kan du starte med at skrive alle de emner ned, som din kommunikation rummer. For en produktvirksomhed kan det f.eks. være:
- Nyheder
- Tilbud
- Produktegenskaber
- Interne fortællinger om virksomheden
- Events
- Caption/emnelinje
I stedet for at finde på den perfekte og fængende caption i minutterne inden du skal poste dit opslag, så skal du lave den, når du laver din content-plan. På den måde kan du få en kollega til at læse korrektur på din tekst, og du sparer tid, hvis du kan planlægge det frem i tiden.
- Grafik
Henvis til grafikken, der hører med til opslaget. Enten via et link eller en sti. På den måde har du alle informationer om det specifikke content liggende ét sted – ligesom det er nemmere at få et overblik over manglende grafik samt den generelle billed- eller videostil til jeres content m.m. Du kan med god grund benytte dig af videoformatet i stedet for stillbilleder, da videoer lettere fanger din målgruppes opmærksomhed, når de scroller igennem deres newsfeed.
- Link
Hvis dit opslag indeholder et link, så noter det i din content-plan. På den måde er du sikker på, at du får det rette link sat ind, samtidig med at du sparer tid, ved ikke at skulle lede efter det rette link, når du skal poste dit opslag. Hvis du vil nørde dine data bagefter, kan du med god grund anvende UTM-tracking, som fortæller dig, hvor din trafik er kommet fra og hvornår.
- Ansvar
Hvis I er flere om at lave indhold til virksomheden, er det en god idé at klargøre hvem, der har ansvaret for det specifikke content. På den måde opstår der ingen forvirring, og chancen for, at I kommer i mål med jeres content-plan, bliver større.
Du har nu mulighed for at tyvestjæle et eksempel på en content-plan, sådan som vi foretrækker den, ved at udfylde formularen nedenfor.